| Home | Historien | Motoren | Piloterne | Links |
Personalet i Supermarines design afdeling har ofte udtrykt taknemmelighed overfor Rolls-Royce for deres andel i udviklingen af Spitfiren. Udviklingen af dette fly skyldtes et nært samarbejde mellem disse 2 firmaer, som sikrede at udviklingen på det ene område meget hurtigt kunne videreføres til det andet.
Efter "R" motoren havde sejret i sø-flyene i årene 1929-31, søgte Rolls-Royce at fastholde den position, som de her havde opnået, ved at overføre resultaterne til de militære motorer, den 490-520hk Kestrel og den 820hk Buzzard, men det var svært at få større ydelse ud af disse motorer uden at det gik ud over disses pålidelighed og driftsikkerhed.
I 1933 fremkom den blyholdige 87 oktan benzin, som var mere bankefast ( dvs. at den kunne klare større kompression uden at eksplodere af egen drift. ). Dette førte videre til 100 oktan benzinen, som kom på markedet i 1939-1940. Dette betød at man kunne øge motoreffekten ved hjælp af bl.a. kompressorer (superchargers, som det hedder i England) til over 1000hk og stadig bibeholde pålideligheden.
Motorfabrikanterne, som næsten alle uden undtagelse er private foretagender, designede selv deres egne specifikationer og løste selv deres egne problemer. Rolls-Royce, som hører til et af disse private firmaer, havde på det tidspunkt en chef, som hed Sir Henry Rolls, og han havde så meget fornemmelse for hvad der foregik i luftfartsministeriet, at han personligt ledede projektet med "PV12" for at sikre at resultatet blev det, som ministeriet skulle bruge på sigt. Desværre levede han ikke så længe, at han nåede at se PV12’eren blive til Merlin.
Tidlige prototyper viste svagheder, som forsinkede 100-timers testen. De fejl, som opstod, bestod af revnede cylinderforinger og problemer med reduktionsgearet. Grunden var fejl i det oprindelige design af motoren. Disse fejl blev rettet og den første succesfulde 100-timers test blev gennemført i juli 1934 med en motor som ydede 790hk i en højde svarende til ca. 4 km med 2.500 omdrejninger per minut og med et boost på 2lbs.
Efterfølgende modifikationer førte til Merlin "B" motoren. Der var stadig problemer med støbningen af motorblokke og topstykker og andre problemer med plejlstænger, som var for svage. Efter andre "mellemmodeller" fremkom "E" modellen, som bestod en civil test. "G" modellen blev til produktions modellen, Merlin II.
